Velkommen til!

Fiskerlussing er oprettet på baggrund af videoen: ”Hold nu kæft” som jeg lagde på nettet i forbindelse med Dansk Folkepartis kampagne om at ”smide tørklædet og melde sig ind i Danmark” og som efterfølgende gik viralt på få dage.

Det overraskede mig meget at det gik som det gik, men det var en positiv oplevelse at se så utroligt mange mennesker i Danmark støtte op om det jeg sagde.

Det føler jeg der forpligter, og at jeg må fortsætte med at ytre mig i håb om at vi kan få et land der hænger bedre sammen, og bygger på de gammeldanske værdier, på kryds og tværs af alle vores forskelligheder.

Derfor har jeg valgt at stille op som løsgænger til næste folketingsvalg. Jeg opstiller i Nørrebro kredsen, under Københavns storkreds, og jeg har indsamlet de nødvendige underskrifter for at være opstillingsberettiget.

Min baggrund for at opstille er, at jeg ønsker at vise at vi alle kan gøre noget ved tingenes tilstand, også inden for de rammer der er sat i vores demokrati, hvis bare vi har viljen til at gå ind i kampen, er det ikke så umuligt som det kan synes.

Jeg erkender at sandsynligheden for at opnå valg som løsgænger er meget lille, det er ikke sket siden Jacob Haugaard kom ind for 25 år siden, og selv om der statistisk er større sandsynlighed for at jeg kan holde mit løfte om Blæst Fra Vest, end Jacobs løfte om medvind på cykelstierne, så er det en svær opgave.

Ikke desto mindre vil jeg gøre mit bedste for at føre valgkamp, til trods for at jeg hverken har organisation eller mange penge i ryggen, for som jeg plejer at sige: Hvis ingen gør noget, så sker der garanteret ingenting.

Sideløbende med at jeg opstiller til valget, har jeg registreret Fiskerlussing som et parti. Det betyder at alle stemmeberettigede borgere i Danmark nu kan give en vælgererklæring digitalt med nem-id hvis man ønsker at støtte en anden retning i Dansk politik.

Selv om jeg endnu ikke har udfærdiget et parti program, eller er begyndt at hverve medlemmer, har jeg valgt at gøre det på denne måde, dels for at alle i landet kan få en mulighed for at være med til at give politikerne et fingerpeg, dels for at sige at jeg kun er ved at tage første skridt. Skulle jeg ikke blive valgt som løsgænger, har jeg ikke tænkt mig at pakke sammen og klappe i, men fortsætte kampen på den lange bane.