Da Fiskerlussing startede tilbage i 2018 var det på baggrund af den polarisering og tiltagende racisme jeg oplevede i hverdagen i Danmark, godt hjulpet på vej af toneangivende politikere, og en stor del af medierne. Videon som pludselig gjorde mig “kendt” var netop blevet til i vreden og frustrationen over den polarisering som jeg følte blev udøvet fra sleve Folketinget og de mennesker som var valgt til at skulle lede Danmark. Mit Danmark!
Nu synes jeg igen jeg oplever en polarisering der, ligesom sidst, udspringer fra Folketingets talerstol og hjælpes godt på vej af medierne.
Som mange andre helt almindelige danskere føler jeg personligt ikke at det der foregår i Gaza er et spørgsmål om religion, og jeg har på ingen måde nogen som helst følelse af antisemitisme i mig. Men jeg føler det er helt ubærligt at være vidne til de fuldstændig umenneskelige bombardementer Israel begår mod befolkningen i Gaza, det kan på ingen måde retfærdiggøres af det angreb som Hamas foretog i oktober, og det kan i min optik ikke betegnes som selvforsvar.
Hvis man skal debattere situationen, så bliver det oftest til et spørgsmål om: “Tager du afstand fra Hamas?” og så drejer debatten sig mere om debattørernes holdninger end om hvordan vi undgår et folkedrab og etnisk udrensning.
Jeg vil ikke selv sige at jeg tager afstand fra Hamas, men tager jeg afstand fra drab på civile? JA, gu fanden tager jeg da afstand fra drab på uskyldige mennesker, uanset hvem der begår dem, og uanset hvad man forsøger at retfærdiggøre det med. Punktum. Så jeg tager afstand fra de ledere i Hamas der har valgt drab som fremgangsmetode, præcis som jeg tager afstand fra de israelske ledere der vælger undertrykkelse, drab og overtrædelse af international lov som fremgangsmetode.
Men hvis vi vil freden, så er vi nødt til at være åbne for at se tingene i en større sammenhæng, og det er ikke min oplevelse at det sker blandt hovedparten af vores politiske ledere, og dermed kan jeg heller ikke se mig selv i den rolle de forsøger at tillægge mig når de siger: “Danmark bakker op om Israel!” for jeg bakker ikke op op de politiske ledere der er ansvarlig for de mange civile døde i Gaza, og som bakker op om de ulovlige bosættere og deres overgreb på Vestbredden.
Konflikten er ikke et spørgsmål om religion, det er et spørgsmål om magt, land, penge og en politisk ideologi som ofte leveres pakket ind i religion. Det er et spørgsmål om at en stat, kaldet demokratisk, har muligheden for at undertrykke en anden befolkning og fortrænge dem fra deres jord og boliger, og gør det med næsten total politisk opbakning, på den ene side.
Og på den anden side en befolkning som ikke har en reel stat, som ikke har frihed og som ikke har de samme basale rettigheder som de der har det militære overtag, og dermed ikke har en mulighed for selv at have indflydelse på hvilket indhold en “fredelig” løsning kan have.
Sådan en skævvridning af rettigheds forholdet mellem to forskellige folk vil uvægerligt føre til det vi betegner som terror, for terroren er den underlegnes eneste måde at slå igen på, og det er vi nødt til at tænke ind i den måde vi ser på konflikten. Hvis politikere blot henholder sig strengt til at “de er på terrorlisten, så de har ingen legitimitet” så vil vi aldrig kunne finde frem til en anden løsning end at den stærkeste dræber den svageste.